Om os

  • Ungehuset Indgang til café
  • Krea Vaerksted
  • Ungehus gaard
I Ungehus CPH - kan du være dig selv

Vi er en bred gruppe af unge, der nyder at bruge husets forskellige tilbud og bare hænge ud i caféen. Nogle kommer her ved siden af deres uddannelse, mens andre lige nu går i Fremtidsfabrikken eller er i behandling indtil de får mere overskud. Alle der kommer i huset har det til fælles, at de ved hvordan det er at have det svært.

 

Ungehus CPH har et struktureret forløb, Fremtidsfabrikken, samt åbne Drop in Aktiviteter. Kursisterne i Fremtidsfabrikken følger et fast program hver uge, mens andre selv vælger hvilke aktiviteter de har lyst til at deltage i på de forskellige dage. Du kan også kigge forbi, hvis du har lyst til en kop kaffe og en sludder. 

 

Jeg er rigtig glad for at gå i Fremtidsfabrikken, og det er dejligt at være en del af et fællesskab, hvor der er plads til at være den man er.
Jeg føler mig accepteret, og der er forståelse for de udfordringer jeg har, både blandt de andre kursister og underviserne.
Jeg er i et trygt miljø, hvor jeg kan arbejde med mig selv og føler, at jeg får opbygget mit selvværd og troen på, at jeg duer til noget.
Jeg har fået mere struktur i min hverdag, er mindre ensom, mere glad og har generelt en bedre livskvalitet.

- Sophie

Fremtidsfabrikken - Skab et nyt og bedre liv.
- Daniel

Jeg har gået i Fremtidsfabrikken to gange med lidt mellemrum. Hver gang jeg har haft det svært er jeg søgt tilbage til huset, for her kan jeg være mig selv. De ansatte har været gode til at få mig til at se ting fra andre sider, så det hele ikke har set så håbløst ud.
- Line

 

I huset er der både faste aktiviteter som musik og madklub, og så er der fx hygge og spil med de andre unge i huset.

 

Nogle dage når jeg kommer her, så kan jeg ikke ret meget. Så sidder jeg sammen med de andre, men stener mest med min telefon. Jeg er glad for at jeg kan få lov til at sidde sammen med de andre uden at der er nogen der kræver at jeg skal deltage mere end jeg kan.
- Ida

 

I Ungehus CPH handler det ikke kun om diagnoser og alt det der kan være svært, men også om drømme og hvordan vi kommer dertil at vi kan nå vores mål

 

Ungehuset har givet mig nye, gode venskaber. Jeg har grinet mere. Pædagogerne er så imødekommende og rare.
Jeg føler de har empati og forståelse for det enkelte menneske og samtidig går op i at der er et fællesskab.

- Emily

 

De ansatte er uddannede i at tale med psykisk sårbare unge og håndtere de problemstillinger der kan dukke op. De unge bliver anerkendt i at der er udfordringer i at være psykisk sårbar, men man bliver også hjulpet ud i at prøve nye aktiviteter og prøve at tænke andre tanker om sig selv og om sin fremtid.

 

Nu er jeg startet på en videregående uddannelse efter at have været i behandling i nogle år. Jeg kommer stadig ned i huset ugentlig for at lade op og hygge med de andre – og for lige at få vendt tingene med nogen der ved hvordan det er at være ualmindeligt træt. I skolen føler jeg lidt at jeg er nødt til at lade som om jeg er som alle andre, men når jeg kommer ned i Ungehus CPH så kan jeg være mig selv.
- Karoline